Arrrghh, din søulk!

Hvis dette brev er havnet i dine hænder, er det, fordi du er blevet betroet jagten på en skat, som selv den snedigste sørøver ville misunde.

Lyt nu godt efter! Splitte mine bramsejl, pust ørerne rene med vestenvinden, og hold øjne og kompas skarpe. Kun den, der følger mine ord nøje, finder skatten.

Jeg fik overdraget skatten, mens jeg stod ved livreddertårnets redningskrans, ovre i Underlejr Havet, naturligvis. Derfra skuede jeg ud mellem to telte, hvor jeg kunne ane glimt af vandet. Mit gamle sømandshjerte vidste straks, at den vej måtte jeg.

Jeg satte kursen fremad og talte omtrent 50 skridt, indtil en dyb, dyb grøft spærrede min vej. Den blev besejlet… eller rettere besejret, og på den anden side fandt jeg en fast vej at følge.

Jeg spejdede mod himlen, mærkede vinden i skægget og besluttede, at kursen skulle sættes mod venstre, i sydlig retning. Så den vej fortsatte jeg.

Efter yderligere 60 skridt stod jeg ved et kryds. Flere veje kaldte på mig, og et øjeblik troede jeg, at selv mit trofaste kompas havde opgivet mig. Men så nåede en frygtelig larm fra scenerne mine ører. “Dér skal en ærlig pirat ikke være,” tænkte jeg.

Jeg drejede derfor til venstre, mod øst, og fortsatte min færd.

Ikke længe efter fik jeg øje på en prægtig hvid bom. Den var næsten lige så hvid som min gamle kælemåge, Skrigefjer, der hjemme i havnen altid stjal mine kiks. “Den bom glemmer jeg aldrig,” tænkte jeg.

Derfor gemte jeg skatten inden for 10 gode skridt af den hvide bom.

Mere får du ikke at vide, din landkrabbe!

Nu er det op til dig at følge mit spor. Finder du skatten, er den din… hvis ikke en anden pirat kommer dig i forkøbet.

Held og lykke, og må vinden altid være i dine sejl!

Arrrghh! 

Husk at klippe din lodseddel med skattens klippetang på den korrekte farve